Nyhed

FGU-elever hjemvendt fra dannelsesrejse

Som led i deres uddannelse er 20 elever netop hjemvendt fra Færøerne. Gennem et uddannelsessamarbejde med søfartsskolen Sjónám i Klaksvik har eleverne opnået viden om Færøernes kultur, traditioner og fælles historie med Danmark.

Dannelsesrejsen til Færøerne skete som led i projektet ”Ung til ung i et stærkt rigsfællesskab”. Projektet sigter mod et styrket bånd mellem uddannelsesinstitutionerne FGU Midt- og Østsjælland og Sjónám gennem et uddannelsessamarbejde, der centrerer sig omkring rigsfællesskabet som fælles tema. Formålet er at øge elevernes viden om kulturen, traditionerne og den fælles historie, der binder Færøerne og Danmark sammen.

At rejse langsomt med vilje

Rejsen til Færøerne varede otte dage og indledtes med en 7 timers bustur til Hirtshals og derefter en 36 timers sejltur til Thorshavn. En af de tre medfølgende lærere – Linda Christiansen – fortæller, at rejseformen var et helt bevidst valg:

At tage bussen og færgen til Færøerne var en god måde at give eleverne en forståelse for, hvor langt væk Færøerne egentlig er, selvom de er en del af Det Danske Rigsfællesskab. Vi rejste langsomt med vilje.

Lagting, hav og fjeld

Under en rundvisning i Lagtinget blev FGU-eleverne klogere på rigsfællesskabet, den færøske historie og den fælles historie med Danmark. Herefter fulgte projektaktiviteter med eleverne fra søfartsskolen i Klaksvik. FGU-eleverne fik en forståelse for, hvad havet og fiskeriet betyder for færingerne under en 4 timers sejltur med sejlbåden Dragin. En vandretur op ad fjeldet gav et indblik i den smukke færøske natur og selv solen brød frem i tågen:

Det er meget særligt, at vi fik lov at opleve en skyfri himmel. Færingerne oplever ikke sol så ofte. Her er vejrets omskiftelighed virkelig et levevilkår, fortæller Linda.

Sikkerhed til søs

Sikkerhed til søs indgår naturligvis som led i undervisningen på en søfartsskole bl.a. helt praktisk i et træningsbassin. De modigste af eleverne fik lov at prøve at iføre sig særlige redningsdragter og springe ud fra en platform for at kravle op i en redningsbåd fra bassinet. De prøvede endda øvelsen i mørke og med vindgeneratoren tændt. Sipan fra FGU-skolen i Køge fortæller, at hun i første omgang ikke havde mod på øvelsen, da hun ikke kan svømme. Alligevel sprang hun ud i det:

Jeg gad først ikke, men mine veninder sagde, at der ikke kunne ske mig noget på grund af den dragt, vi skulle have på, så jeg trak i redningsdragten, og det endte med at blive rigtig sjovt.

Kunst, kultur og et blik fra luften

Kunst og kultur binder befolkninger sammen. Elevernes dannelsesrejse tog derfor sin afslutning i Nordens Hus i Torshavn med en omvisning, der gav indblik i det særegne ved den nordatlantiske kultur. Efter at have oplevet Færøerne til vands og til lands fik eleverne på hjemturen muligheden for at opleve Færøerne fra luften med flyet til Danmark. Linda fortæller:

Nogle elever har aldrig været ude at flyve før, så at opleve smukke Færøerne under takeoff var en værdig afslutning på en fantastisk tur.

Elevernes rejse til Færøerne var støttet af midler fra Nordplus og STUK’s rejsepulje til Færøerne og Grønland.