Nyhed

”FGU er som en lille version af den kommende virkelighed”

Mohamad Ibrahim havde kun været i Danmark i tre år, da han begyndte sit AGU-forløb på FGU-skolen i Køge i 2019. Her fire år senere vidner hans studenterhue med marineblåt bånd om en veloverstået HTX-uddannelse, som har givet ham adgang til sit drømmestudie.  

Indgangsbillet til dansk kultur

Mohamad kom til Danmark fra Syrien som 17-årig i 2016 og stod pludseligt i et helt nyt land, hvor han hverken kendte til sproget eller kulturen. Efter en kort periode på VUC, begyndte han på FGU-skolen i Køge, da den åbnede op for elever i sommeren 2019. Han begyndte på den almene grunduddannelse (AGU), hvilket var det helt rigtige for Mohamad:

– Min tid som AGU-elev lærte mig meget – både faglige og socialt. Jeg var helt ny i Danmark, så jeg havde ikke mange venner, før jeg kom på FGU. Det fik jeg hurtigt. Derudover var det også godt for mig at have dansk, for så lærte jeg både sproget og kulturen at kende.

Det var især sammenholdet på tværs af holdene og med lærerne, som Mohamad var glad for:

-Lærerne var rigtige søde og dygtige til at lære fra sig, og så var det også fedt, at vi lavede andre ting med dem. Vi sad og spiste med dem, hvilket lærte mig meget om den danske kultur – både madkultur og måden man taler og opfører sig.

Kommende farmaceut

I øjeblikket nyder Mohamad en velfortjent sommerferie, inden han 1. september begynder en helt ny tilværelse som farmaceutstuderende på KU. Det har altid været hans store drøm at blive farmaceut, men at vejen dertil skulle gå forbi HTX, lå ikke i kortene.

Mohamad afsluttede sin AGU efter et år, og havde selv havde forestillet sig, at han skulle videre på en HF, men hans vejleder, Githa Larsen, havde en anden forestilling:  

-Jeg tænkte selv, at jeg skulle på HF, men min vejleder foreslog HTX, fordi jeg klarede mig så godt i matematik. Jeg kendte ikke selv til HTX, men da hun sagde, det var mere naturfagsrettet, blev jeg interesseret.

Med hjælp fra sin FGU-vejleder og studievejleder, blev Mohamad optaget på HTX i Køge. Han har i tre år knoklet på med studierne, og denne sommer kulminerede alt det hårde arbejde så, da Mohamad bestod sin sidste eksamen og dermed kunne sætte den marineblå studenterhue på hovedet.

FGU kan være noget for alle

Mohamad havde et rigtig godt år på FGU i Køge og vil også anbefale uddannelsen til andre unge, som står i lignende situation som ham, eller som på anden måde kunne have gavn af et mere praksisnært uddannelsestilbud:

-Det fede ved FGU er, at der er så mange forskellige muligheder og linjer, man kan tage. Hvis man er interesseret i de faglige fag, så kan man tag AGU ligesom mig, men der er også mulighed for at tage PGU, hvis man lærer bedst ved at have tingene mellem hænderne. Man kan sige, at FGU er som en lille version af den kommende virkelighed.

Mohamad ser tilbage på sin FGU-tid med stor taknemmelighed, for den har ikke kun givet ham en faglig ballast, men også en masse sociale relationer, som han stadig holder ved lige i dag.