Nyhed

FGUdigital blev Jasmins vej til fysisk fremmøde

22-årige Jasmin har aldrig været glad for skolegang med fysisk fremmøde. Som fjernundervisningselev på FGUdigital blev hun forberedt på at møde op i skole på sin nuværende ungdomsuddannelse.

Da Jasmin begyndte på FGU-skolen i Køge var det med fysisk fremmøde på værkstedslinjen Omsorg & Sundhed. Men der gik ikke mere end en måned, før hun kunne mærke på sig selv, at det, at møde fysisk op, ikke fungerede for hende. Derfor skiftede hun til FGUdigital, der er et tilbud om fjernundervisning til de unge i FGU’ens målgruppe, for hvem det fysiske fremmøde viser sig for svært. Jasmin fortæller:

– Jeg snakkede med lærere og vejledere på FGU-skolen om, at jeg havde brug for fjernundervisning. De var meget forstående omkring min situation og kunne også godt se, at det var det bedste for mig.

Fra virtuel til fysisk undervisning

Jasmin fandt vej til FGU, fordi hun her kunne få undervisning og aflægge prøve i matematik på det niveau, som hun skulle bruge for at komme ind på drømmeuddannelsen; Social- og sundhedshjælperuddannelsen:

– Jeg manglede kun matematik for at komme ind på SOSU-uddannelsen. Så jeg tænkte, hvorfor ikke tage faget et sted, som jeg allerede kender til? Min bror har nemlig gået på FGU. Så behøvede jeg ikke at forholde mig til et nyt sted, men kun fokusere på matematik og min læring, fortæller hun.

Fuld gang i drømmeuddannelsen

I dag bor Jasmin på Amager og er i gang med at tage SOSU-uddannelsen på Frederiksberg. Hun har altid gerne ville hjælpe ældre borgere i samfundet, så SOSU-uddannelsen var det perfekte valg for hende. Hun har det rigtig godt og er taknemmelig for, at FGU har hjulpet hende videre, fortæller hun:

– Lærerne på FGU sagde, at ville jeg på SOSU, så var der ikke så meget at gøre, for der skulle jeg være i stand til at møde fysisk op. De hjalp mig med at forberede min tankegang på det fysiske fremmøde, og de hjalp mig med at øve mig i små skridt f.eks. ved at tænde for mit kamera, når vi havde undervisning over Teams. Det gjorde, at jeg stille og roligt følte mig tryg nok til også at møde op.

Det rette miljø og den rette lærer

Når Jasmin ser tilbage på sin tid på FGU, fortæller hun, at det bedste for hende var mødet med matematiklæreren Alex. Han lærte hende at forstå matematik:

– Alex er en rigtig god matematiklærer. Hvis jeg ikke forstod, hvad han sagde, så forklarede han det igen på en anden måde, som gav bedre mening for mig. Han var bare utrolig forstående og tålmodig i forhold til min læringsproces. Forstod jeg det stadig ikke, så kunne jeg altid tage den en-til-en med ham over Teams.
Nogle gange er det mødet med den rette lærer og det rette læringsmiljø, der er afgørende for, at et ungt menneske kommer godt videre. For Jasmin blev FGUdigital vejen til videre uddannelse med fysisk fremmøde.