Nyhed

Furkan har fået mere ro på

Med de bedste intentioner har mange haft en mening om, hvilken vej 20-årige Furkan skulle gå. Nu har familie og FGU givet hinanden hånden på at trække i samme retning, og det har givet Furkan mere ro på.

Furkan kom med sine forældre og fem søskende til Danmark i 2013 efter at have boet i Sverige det meste af sit liv. Som den ældste i en børneflok på fem startede Furkan i 7. klasse på en dansk folkeskole.

– Jeg fik at vide, at jeg var dum i skolen. Jeg gik i specialklasse og gik ud af 9. klasse uden at have bestået dansk og matematik. Det har ikke været så nemt for mig at gå i skole, fortæller han.

Efter nogle år med ophold på produktionsskole og arbejde startede Furkan på FGU-skolen i Køge. Her bestod han dansk og matematik og blev tilknyttet værkstedslinjen Mad & Ernæring, hvor hans motivation for alvor blev vakt. Der gik ikke lang tid, før faglærer og kok Morten Nielsen spottede et potentiale. Morten fortæller:

– Jeg kunne se i Furkan, at fik han hjælp til at afklare, hvad han skulle satse på og støtte til at arbejde seriøst med kokkefaget, så kunne han nå langt. Furkan var en stresset ung mand. Alle havde i bedste mening en holdning til, hvad han skulle, og det gjorde ham forvirret.

Et afgørende besøg

Morten fortæller, at et besøg i forældrenes hjem blev afgørende:

– Jeg blev inviteret indenfor med den største gæstfrihed. Vi fik talt om det vigtige i, at alle omkring Furkan trækker i samme retning, så han får ro til at koncentrere sig om den plan, der er lagt. Med den største respekt gav Furkans far og jeg hinanden hånden, og jeg glemmer aldrig de ord, han gav mig med på vejen: ”Du får benene i hans tid på skolen. Kødet og blodet er mit.” Det var simpelthen så fint.

Nu kan Furkan koncentrere sig om at dygtiggøre sig i køkkenet og samtidig øve sit danske sprog. Han har hurtigt opnået stor respekt omkring sig både blandt elever og medarbejdere. Med en stålfast viljestyrke, stor arbejdslyst og respekt for faget og menneskene omkring ham, går Furkan målrettet til den og viser sig dag for dag, at han er mere end bare almindelig dygtig i et køkken.

Lærling med kokkedrømme

Slut november 2020 blev Furkan lærling som led i sin fgu-baserede erhvervsuddannelse som cater med smørrebrød som speciale. Furkans mål er at blive udlært kok fra Hotel- og restaurantskolen, og det er en målsætning, der ifølge Morten er inden for rækkevidde:  

– Hvis Furkan efter første skoleophold viser sit potentiale til lærerne på Hotel- og restaurantskolen, så rykker han over på kokkeuddannelsen som den første elev fra FGU-skolen.  

Den motivationsfaktor får Furkan til at arbejde benhårdt for at nå sine mål og pligtopfyldende møde op hver morgen og trække i kokketøjet. Så snart han træder ind i køkkenet, får han et stålfast blik i øjnene. Furkan fortæller selv:

– Jeg har fundet ud af, hvad jeg er god til, og jeg ved nu, hvad jeg vil. Jeg vil være kok og arbejde på en restaurant.  Jeg elsker at lave mad, og jeg kan godt lide at arbejde i et køkken.