Nyhed

Louise genfandt glæden ved skole og læring på FGUdigital

21-årige Louise har ikke haft en nem skolegang og ofte følt sig misforstået og overset, men på FGUdigital genfandt hun glæden ved læring og fik troen på sig selv tilbage.

Louise, der kommer fra Nakskov, har haft en skolegang præget af meget mobning. Det blev til sidst så slemt, at hun ikke kunne holde ud at tage i skole, hvilket resulterede i, hun ikke fik sin afsluttende eksamen i 9. klasse. Hun stod derfor over for en usikker og uvis fremtid.

Mange bump på vejen

Louise blev sendt på specialefterskole efter 9. klasse, men her fik hun desværre dårligere og dårligere og kæmpede med både angst, depression og PTSD som følge af den massive mobning, hun tidligere havde været udsat for. Hun kunne derfor ikke gennemføre sin eksamen på efterskolen og stod atter foran en usikker fremtid.

Den efterfølgende tid prøvede Louise kræfter med både en ordinær FGU og siden hen STU, men ingen af stederne følte hun sig til rette og fuldt forstået. Hun tog derfor sagen i egen hånd og kontaktede MentorDanmark.

FGUdigital blev vendepunktet for Louise

Sammen med MentorDanmark fandt Louise frem til, at FGUdigital var det rette tilbud for hende. Her kunne hun få lov til at sidde hjemme i sine vante rammer, så der var fuldt fokus og overskud til at lære.

Hun begyndte på FGU Midt- og Østsjællands fjernundervisningstilbud, FGUdigital, i august 2022 og følte sig hurtigt godt tilpas.

– Jeg har fundet mod til at spørge om ting og tage aktiv del i undervisningen. Jeg har fundet ud af, at der er nogen, der tror på mig.

Louise kom så godt efter det rent fagligt, at hun i december 2023 afsluttede sin hf-pakke på FGUdigital og er nu klar til at læse Hf-enkeltfag.

-FGUdigital var lige det tilbud, jeg havde brug for. Det gode ved denne undervisningsform er, at der er ro, struktur og tålmodighed. Det har jeg manglet tidligere.

Du kan læse mere om vores fjernundervisningstilbud for unge lige her.